fredag den 7. november 2008

OBS: Dan Turèll portræt på DR2 tirsdag kl. 21.30

Så helt tilfældigt denne foromtale af tv udsendelse i næste uge tirsdag d. 11. november. Digteren, forfatteren og entertaineren Dan Turèll fik sit folkelige gennembrud med bogen 'Vangede Billeder' i 1975. Han blev kendt og elsket som onkel Danny, den altid velklædte 'Karma Cowboy' med de sortlakerede negle og hat og med en behagelig stemme med et ekvilibristisk sprog med klang af en blues. I Anders Østergaards poetiske portræt kommer vi med Dan Turèll som guide på en forunderlig rejse gennem tilværelsen, en dybt personlig beretning om livet, døden og kærligheden. Dan Turèll døde af kræft den 15. oktober 1993. Han blev 47 år gammel.
Portrætter er fra 2008 og har undertitlen: Så kort og mærkelig livet er. Det må jeg altså bare huske at se. Så vil jeg sidde helt ude på kanten af stolen og smile af hans underfundige måde at udtrykke sig på og lytte til stemmen. Det var ret originalt. At tænke sig at det nu er 15 år siden han spadserede rundt og iagttog omverden. Hvad mon han ville sige om Danmark i dag? Mon han ville blogge? Måske skulle jeg undersøge om der er nogle nutidige Karma Cowboys?

Ingen kommentarer: